Grundejerforening i Hjortespring, Herlev

Vedtægter

§ 1. Navn og formål

Foreningens navn er: “GAMMELGÅRDS GRUNDEJERFORENING” med hjemsted i Hjortespring, Herlev Kommune.

Foreningens formål er at sikre vedligeholdelse af vejene på Gammelgårds udstykning m.m. i det omfang dette påhviler grundejerne, og i øvrigt at varetage grundejernes interesser i alle fælles anliggender, bl.a. ved at samarbejde med andre grundejerforeninger.

Ligeledes kan grundejerforeningen medvirke ved arrangementer, som har til formål at samle foreningens medlemmer.


§ 2. Medlemskab og hæftelse

Medlemmer er samtlige grundejere på Gammelgårds udstykning (Gammelgårdsvej, Barupvej, Valnæsvej og Ørslevvej). Disse kan kun udmeldes ved afståelse af grunden, hvorefter de skriftligt skal informere bestyrelsen om navn og adresse på den nye ejer. Indtil dette er sket, hæfter den gamle ejer for alle forpligtelser overfor foreningen.

I øvrigt hæfter medlemmerne indadtil såvel som udadtil for alle forpligtelser, der påhviler grundejerforeningen, i forhold til det antal selvstændige matrikulerede grunde, de er ejere af. Foreningens eventuelle underskud fordeles i forhold hertil.


§ 3. Kontingent

Foreningens kontingent fastsættes af generalforsamlingen. Hvis et medlem kommer i restance, kan beløbet med påløbne omkostninger inddrives ad retslig vej.


§ 4.Hegn og ukrudt

Ethvert medlem har pligt til at holde sin grund fri for frøafkastende ukrudt og sørge for hensigtsmæssig indhegning. 

Naturlige hegn mod vej holdes passende klippet. Forefindes der fortove, skal disse renholdes, og efter snefald og i glat føre skal de ryddes og gruses. 

Løsgående dyr uden opsigt er kun tilladt på privat ejendom.


§ 5. Generalforsamling

Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed, og kun den kan give og ophæve eller forandre vedtægterne. Den ordinære generalforsamling afholdes en gang årligt. Ekstraordinær generalforsamling kan afholdes, når bestyrelsen eller mindst 10 medlemmer overfor bestyrelsen fremsætter skriftlig begæring herom med angivelse af dagsorden.

Generalforsamlingen indkaldes af bestyrelsen med mindst 14 dages varsel ved skriftlig meddelelse til hvert medlem.

Samtidig med indkaldelsen bekendtgøres dagsorden, foreningens regnskab og eventuelle forslag.

Forslag fra medlemmerne skal være bestyrelsen i hænde senest 8 dage før generalforsamlingen.


§ 6. Stemmeret m.m.

To personer fra hver medlemshusstand har adgang til generalforsamlingen og ret til at deltage i forhandlingerne. Hver husstand har to stemmer ved valg eller afstemning. En husstand kan møde med fuldmagt fra to andre husstande.


§ 7. Særlige forhold, gyldighed m.m.

Generalforsamlingens beslutninger er gyldige uden hensyn til de fremmødtes antal, når stemmeflerhed opnås. Står stemmerne lige, gør formandens stemme udslaget.

Vedtægtsændringer kan vedtages på de ordinære generalforsamlinger hvert år eller på lovligt indvarslede ekstraordinære generalforsamlinger.

Ved optagelse af lån fordres, at mindst halvdelen af medlemmerne er til stede eller repræsenterede ved fuldmagter. Er det fornødne antal medlemmer ikke til stede, indvarsles en ekstraordinær generalforsamling med 8 dages varsel, og på denne afgøres spørgsmålet uanset det mødte antal medlemmer. En sådan generalforsamlingsdagsorden kan kun indeholde de punkter, som ikke kunne afgøres på den ordinære generalforsamling.

De på generalforsamlingen vedtagne beslutninger indføres i foreningens protokol, der underskrives af formand og sekretær.


§ 8. Vejlaug

Foreningen har to private fællesveje: Ørslevvej og Valnæsvej. Er ikke andet bestemt, varetages vejenes interesser af grundejerforeningen, og vedtægterne her finder anvendelse, dog med den begrænsning, at det alene er vejens medlemmer, der kan stemme om forhold, der alene vedrører den pågældende vej. Vejens medlemmer betaler et årligt vejbidrag, der fastsættes på en generalforsamling. Medlem af vejlaugene er huse og matrikler som grænser op til vejene. Der føres særskilt regnskab pr. vejlaug.


§ 9. Bestyrelse

Grundejerforeningen ledes af en bestyrelse på 5 medlemmer, der vælges på den ordinære generalforsamling for 2 år. Formanden og kassereren vælges direkte på generalforsamlingen. Bestyrelsen vælger selv inden for sin midte næstformand og sekretær.

Formanden og 1 bestyrelsesmedlem er på valg sammen det ene år, kassereren og de 2 andre bestyrelsesmedlemmer er på valg sammen det næste år. Der vælges 2 suppleanter for bestyrelsen, og disse er på valg skiftevis hvert andet år.

Endvidere vælges på generalforsamlingen 2 revisorer, der afgår skiftevis hvert andet år, samt en revisorsuppleant.

Genvalg kan finde sted, dog kan en fraværende kandidat kun genvælges, hvis tilsagn foreligger. Bestyrelsens udgifter fastsættes af generalforsamlingen.


§ 10. Foreningens drift og opløsning

Bestyrelsen varetager foreningens anliggender og leder de daglige forretninger. Bestyrelsens beslutninger er kun gyldige, når mindst 3 medlemmer stemmer for dem. Sekretæren fører en forhandlingsprotokol, der på det efterfølgende møde fremlægges til godkendelse. Foreningen tegnes af formanden og et bestyrelsesmedlem. Bestyrelsen kan antage fornøden bistand til løsning af specielle opgaver. Foreningen kan ikke opløses, før det offentlige har overtaget alle vejene i foreningens område.

I tilfælde af foreningens opløsning træffer generalforsamlingen beslutning om anvendelse af foreningens midler.


Således vedtaget på generalforsamlingen den 27. apil 2022